HUSK - er der noget du er det mindste i tvivl om, så spørg dit barns leder!
Nedenfor prøver vi at besvare nogle af de spørgsmål vi kunne forestille os at I sad med.
Hvem kontakter jeg i nødstilfælde? I får udleveret et nødnummer til lederteamet før afrejse, så I altid kan få fat i os, hvis der sker noget akut derhjemme.
At være på Spejdernes Lejr er som at bo i en midlertidig storby bygget af og til spejdere. Dagene er en blanding af faste rutiner i vores egen lejr og store, fælles oplevelser i Hedeland Naturpark.
Aktiviteter i verdensklasse: Lejren tilbyder et hav af aktiviteter, som vi ikke selv kan stable på benene hjemme i gruppen. Det kan være alt fra tekniske byggeprojekter og naturvidenskab til store samarbejdsøvelser og fysiske udfordringer.
Fællesskab i "landsbyen": Vi bor sammen med Stjær og Veng (Og i umiddelbar nærhed af de øvrige grupper fra Skanderborg kommune) i vores egen del af lejren. Her starter vi dagen med fælles morgenmad, og det er her, vi slapper af, hygger os og laver mad over bål om aftenen.
Store fællesarrangementer: Flere gange i løbet af ugen samles alle 30.000 deltagere ved lejrens store scene til åbnings- og afslutningsshow. Det er her, man for alvor mærker suset ved at være en del af noget kæmpestort.
International stemning: Da der kommer spejdere fra hele verden, opstår der hurtigt venskaber på tværs af landegrænser. Vi får bl.a. besøg af vores skotske venskabsgruppe, som deltager i hverdagen hos os.
Ansvar og mestring: Spejderne lærer at klare sig selv i en uge – de skal holde styr på deres eget grej, hjælpe til med madlavningen og finde vej rundt på den store lejrplads.
Kort sagt: Det er en uge fyldt med "learning by doing", hvor spejderne bliver udfordret, får nye færdigheder og skaber minder, de aldrig glemmer.
Spejdernes Lejr 2026 er en kontantløs lejr. Det betyder, at hverken ledere eller spejdere skal gå rundt med mønter eller sedler i lommen.
Det smarte armbånd: Alle deltagere får udleveret et officielt lejr-armbånd med en indbygget chip (I kender det måske allerede fra smukfest?).
Betaling: Når barnet skal købe en is, en sodavand eller en souvenir i lejrens butikker, scannes armbåndet blot ved kassen.
Optankning: Som forældre kan I hjemmefra (og løbende under lejren) indsætte penge på chippen via lejrens app eller hjemmeside. Indbetalingsportalen åbnes i maj 2026.
Det giver en stor tryghed for både børn og ledere. Vi slipper for bekymringer om mistede punge eller penge, der bliver væk i soveposen, og børnene lærer på en sikker måde at administrere deres egne lommepenge i lejrens trygge rammer.
Tip til forældre: Vi anbefaler, at I tager en snak med jeres barn om, hvad pengene skal bruges til, før vi tager afsted, så de har en idé om, hvor mange is chippen kan "holde til".
Hvad koster det at komme med? Standardprisen for lejren er 2.475 kr. for ni dage. Takket være overskuddet fra vores spejderbod på Smukfest og juletræssalget, giver Stilling Gruppe et betydeligt tilskud til vores egne medlemmer, så prisen bliver væsentligt lavere. Den præcise medlemspris fremgår i Medlemsservice ved tilmelding.
Hvornår er der tilmeldingsfrist? Der er officiel tilmeldingsfrist 1. marts 2026, via login på medlemsservice - https://medlemsservice.spejdernet.dk/event/id/13796/register
Hvad skal barnet have med? I god tid før lejren udsender vi en detaljeret pakkeliste. Grundreglen er: Godt fodtøj, sovepose, liggeunderlag, spisegrej og tøj til alt slags vejr.
Hvordan kommer vi derhen? Gruppen arrangerer fælles transport til og fra Hedeland Naturpark for dem som deltager i hele lejren. Detaljer om opsamling og tidspunkter følger, når vi nærmer os lejren. Deltager barnet ikke i hele lejren står familien selv for transporten til eller fra lejren. Dette gælder også hvis barnet af en eller anden grund skal hjem i utide.
Må børnene have mobiltelefoner med? Vi anbefaler som udgangspunkt, at telefonerne bliver hjemme for at give børnene ro til at fordybe sig i lejrlivet. Hvis de medbringes, er det på eget ansvar, og der vil være begrænsede muligheder både for brug af mobilen og for opladning. Lederne vil altid være i besiddelse af mobil, i tilfælde af nødstilfælde. Der er som udgangspunkt IKKE strøm på lejrpladsen.
Tip til forældre: Mange spejdere samler og bytter tørklæder. Giv din spejder en ekstra håndfuld røde KFUM tørklæder med i tasken, til at bytte med de venner de får, fra andre lande. Det er minder for livet.
På Spejdernes Lejr 2026 kan man få et samlet lejrmærke, bestående af tre delelementer.
Lejrmærket, som alle deltagende spejdere modtager, ses i midten og er lejrens logo.
Aktivitetsmærket placeres over lejrmærket. Aktivitetsmærket repræsenterer fællesskabet, der opleves, når man deltager på forskellige aktiviteter med andre spejdere. Det er den paraply, alle spejdere og lejren er en del af og hører til under. Når spejderne har deltaget i en række aktiviteter og modtaget særlige klistermærker herfor, kan de bytte klistermærkerne til et aktivitetsmærke i informationsteltene på lejren.
Friendship Award Mærket placeres under lejrmærket. Friendship Award Mærket repræsenterer kulturmøder og det fundamentale internationale spejdernetværk, som spejderbevægelsen i Danmark er bygget på. Mærket startes og sluttes ved International Hub på Lejrtorvet. Undervejs deltager spejderne på aktiviteter og udfører opgaver, der alle har venskaber og fællesskab på tværs af kulturer og nationaliteter i fokus.
Kan jeg komme med som frivillig på lejren? Ja! Spejdernes Lejr bliver kun til virkelighed, fordi tusindvis af frivillige løfter opgaven sammen. Du behøver ikke være spejderleder for at hjælpe. Du kan melde dig som lejrfrivillig (også kaldet "jobber") og hjælpe med alt fra logistik og mad til it eller aktiviteter. Man kan både melde sig til hele ugen eller blot nogle få dage. Du kan læse mere og se ledige opgaver i "Jobbanken" på SpejdernesLejr.dk.
Hvad hvis vi gerne vil afsted som samlet familie? Der findes en særlig Familielejr på Spejdernes Lejr. Det er en oplagt mulighed for familier, der gerne vil mærke suset og fællesskabet, men som har brug for rammer, der er gearet til mindre børn eller som har behov for at bo sammen som familie. Her er der ofte lidt mere ro og faciliteter målrettet børnefamilier.
Kan man besøge lejren som gæst? Absolut! Hvis du ikke har mulighed for at være med som frivillig i flere dage, er du meget velkommen som gæst. Der plejer at være en officiel besøgsdag, men man kan også købe dagsbilletter. Det er en fantastisk måde at se de imponerende byggerier og mærke stemningen, når 30.000 spejdere er samlet.
Mangler I hjælp i Stilling Gruppes egen lejr? Da vi samarbejder tæt med nabogrupperne Stjær og Veng, har vi som udgangspunkt hænder nok til den daglige drift. Hvis vi får brug for specifik hjælp fra forældre (f.eks. til kørsel af grej eller lignende), vil vi melde det ud direkte til gruppen. Men vi opfordrer alle nysgerrige forældre til at kigge mod de officielle frivillig-jobs på lejren – det er en kæmpe oplevelse!
Spejdernes lejr har udarbejdet en særskildt samværepolitik for lejren.
Den kan læses her: https://spejderneslejr.dk/wp-content/uploads/2025/12/2025.12.11-SL-Samvaerspolitik.pdf